Hos STARK i Skanderborg forsøger man hele tiden at effektivisere forretningen og de forskellige services man yder til kunderne. Siden trælastdirektør Michael Henriksen tiltrådte for knap tre år siden, har fokus været på, at Stark skulle være håndværkernes foretrukne samarbejdspartner.

- Min opgave var, at jeg skulle transformere Stark i Skanderborg til at være et mere professionelt byggemarked. Nogle af vores medarbejdere dengang var reelt blot ekspedienter, der kunne passe kassen og tage imod betaling. Det er der lavet om på nu, idet der i forret-
ningen er fokus på, at alle medarbejdere har den rette viden til, at kunne rådgive og vejlede kunderne inden for byggeriet, siger Michael Henriksen.

 

I det hele taget, så er alle nye tiltag i forretningen målrettet til, at skulle gøre en positiv forskel for de professionelle kunder.

- Jeg vil understrege, at privatkunder er velkomne i forretningen, og kan benytte sig af mange af de samme services, vi tilbyder til de professionelle håndværkere. For de udgør immervæk 25 procent af vores omsætning, men vores fokus er altså på at være den professionelle samarbejdspartner for dem, der har byggeri som deres faste arbejde. Og derfor er min fornemmeste opgave hele tiden at lytte til, hvad håndværkerne efterspørger – og hvor vi kan blive endnu bedre.

Og det kan være noget, der ligner små, ubetydelige ting, der alligevel gør en stor forskel.

 

- Da jeg kom til forretningen i Skanderborg, irriterede det for eksempel vores kunder, at de ikke kunne afregne ude i trælasten, men skulle ind i butikken for at betale. Det kan man grine af. Men deres pointe er jo god nok. De kan ikke fakturere den tid, de tilbringer nede i trælasten, så det har vi ændret på – og det betyder, at vi nu har nogle væsentligt hurtigere ekspeditioner.

 

Et andet sted hvor der er lavet markant om de seneste år er inde i selve butikken, hvor sortimentet er blevet tilpasset en professionel retning.

- I STARK er det vigtigt, at vi tilbyder vores kunder de bedste produkter i branchen – her vægtes kvalitet og god rådgivning, og derfor er vi ikke nødvendigvis altid de billigste på markedet. Vores sortiment afspejler den efterspørgsel, som de professionelle har. Heldigvis kan man så sige, at mange privatkunder har opdaget, at kvalitetsværktøj er en god investering, siger Michael Henriksen.

 

Et andet sted hvor Stark har strammet op, i forhold til at være en professionel samarbejdspartner, er på logistik og evnen til at levere på byggepladserne.

- Tidligere havde vi vores egne lastbiler i Skanderborg, men det er blevet centraliseret i Aarhus, hvilket har været en kæmpe gevinst for os. Nu er der altid lastbiler nok, fordi det hele er samlet, desuden er der også et helt andet udbud af varer og i større mængder, end vi tidligere kunne have hjemme på lageret på Danmarksvej. Så nu garanterer vi, at vi kan levere materialer på byggepladsen inden for tre timer, hvis altså det er standardvarer, fortæller Michael Henriksen.

 

Som en ekstra service har han et endnu skarpere tilbud på levering af varer fra byggemarkedet.

- Hvis en håndværker mangler for eksempel søm, skruer, beslag, værktøj eller lignende, så garanterer vi, at det er fremme hos ham overalt i Skanderborg Kommune inden for max en halv time. Igen: For os handler det om at anerkende, at håndværkerne tjener deres penge ude hos kunderne – og ikke ved at stå i kø nede hos os. Det er ikke for sjov, når vi siger, at vi vil være de professionelle håndværkeres foretrukne samarbejdspartner. Vi er i en relationsbranche, hvor vi møder mange af vores kunder på daglig basis. Derfor er vores evne til at yde en optimal service altafgørende, siger Michael Henriksen.

Stærk logistik gør STARK til effektiv samarbejdspartner

Byggemarkedet på Danmarksvej har en erklæret strategi om at blive håndværkernes foretrukne leverandør.

I STARK er det vigtigt, at vi tilbyder vores kunder de bedste produkter i branchen – her vægtes kvalitet og god rådgivning, og derfor er vi ikke nødvendigvis altid de billigste på markedet. Vores sortiment afspejler den efterspørgsel, som de professionelle har.

KONTAKT

BÜRO BÜRO A/S
Adelgade 102 a
8660 Skanderborg
Tlf. 52 340 440
info@buroburo.dk
www.buroburo.dk

© 2020 INDSIGT // Produceret af BüroBüro AS