Coronakrise har givet travlhed på galleri ART EXPO

Udlandsrejser og festivaloplevelser
er blevet vekslet til kunst og hjemlig hygge.
Det har givet Art Expo det bedste kvartal nogensinde. 

Corona har langt fra rimet på krise på ét af Danmarks største kunstgallerier, Art Expo mellem Stilling og Hørning. Tværtimod, har indehaver Sarah Høi solgt mere kunst end nogensinde før.

 

”Verden er pludselig farlig, og vi skal være hjemme, så vi finpudser vores sikre havn. Jeg har i dette kvartal solgt kunst til folk, der aldrig har købt malerier før”, fortæller hun.  På samme måde arbejder tendenser i tiden også i kunstens favør, for vi vil ikke længere være en stor flok, der alle sammen køber ens billeder, der er produceret på store fabrikker. 

 

”Vi vil være individer med unikke ting. Vi prioriterer sjælen i håndlavede, unikke ting, der er lavet med hjertet fremfor masse-producerede stangvarer”, vurderer Sarah Høi, der ser selv unge mennesker vælge kvalitet fremfor kvantitet. 

 

”Det er et tegn på, at vi vælger bæredygtigt. Hvis man vælger kvalitet med hjertet, og man har sparet op til det, holder det hele livet”, siger den 42-årige gallerist. 

Hun oplever, at folk i stigende grad vil have håndlavede små kopper fra en passioneret keramiker frem for Royal Copenhagen eller Kähler. ”De mærker er blevet de nye ”Monet-plakater”, som alle købte engang for at være ens”, siger hun. 

 

 

Kunstnere med passion

Når man træder over dørtrinnet i de tidligere filmstudier på Søvejen, overvældes man af kunstværker, der rækker ud fra alle vægge og udstillingskasser. I flere etager og adskillige rum fristes øjnene til at dvæle ved malerier, keramik, glaskunst og skulpturer i alle former og farver. Her er noget for enhver smag – og pengepung.

 

”Siden jeg åbnede galleri i Aarhus i 2000 har min mission været at komme snobberiet i branchen til livs. 


Jeg vil gøre kunst tilgængeligt for alle, fordi kunst er for alle mennesker”, siger hun. 

Med omkring 70 faste udstillere indtager Art Expo en unik plads i det danske galleri-landskab. Normalt er en kunstner nemlig kun inde på et galleri i en tidsbegrænset periode. 

 

”Kunstnerne her er nøje udvalgte, så de ikke generer hinanden. Det giver en enorm kunstnerisk og ikke mindst prismæssig
mangfoldighed, så her kan løbes værker fra 50 kr. til 500.000 kr.

Stik i mod alle lærebøger har jeg ikke segmenteret mig, fordi her skal være noget for alle”, fortæller Sarah Høi, der til gengæld stiller høje krav til de kunstnere, hun samarbejder med. 

”Jeg tror på, at den energi kunstnerne har, kommer ud i deres ting. Derfor skal de være glade og gode mennesker med skabertrang og noget på hjerte”. 

 

 

Kunst som isbryder

I galleriets inderste rum, med udsigt over søen og plads til en kaffepause, hænger nogle store, farverige malerier med motiver fra Aarhus. Kigger man efter, ser man galleristens egen signatur i højre hjørne. 

At hun selv er udøvende kunstner er ikke noget, hun råber højt om.  ”Da jeg havde været gallerist i 10 år, syntes jeg, at jeg havde bevist mit værd som gallerist, og at jeg kunne tillade mig at male selv. Men det er en kæmpe hurdle at stille sig op som kunster”. 

 

Sarah Høi har blandt andet 28 af sine egne værker med Skanderborg-motiver hængende på plejehjemmet Dagmargården i Skanderborg. Ligesom hun har udsmykket mange advokat- og revisionskontorer. 

 

”Sådan nogle steder kan kunsten være en slags isbryder, så stemningen ikke bliver så tung. Kunsten har jo den funktion, at den berører os, og giver os noget at snakke om”. Sarah Høi rådgiver både virksomheder og private om udsmykning og kunst. 

 

”Virksomheder skal have kunst, der fortæller deres historie. Jeg kører gerne ud og rådgiver og  laver tilpassede løsninger. Jeg hjælper virksomhederne med at tænke funktion, historie og værdier ind i stedet for, at de fylder væggene med noget ligegyldigt og
tilfældigt krims krams”, siger Sarah Høi. 

 

Private skal derimod have noget, der vækker følelser i dem.
”Og ofte begår folk den fejl at tro, at de skal blive enige. Hvis et par går på kompromis for at blive enige, kommer de hjem med noget, der er ligegyldigt for dem begge.  Så er det bedre at få en væg hver i hjemmet,” siger Sarah Høi. 

 
I galleriet har hun gjort sig umage for at skabe totaloplevelser, og i de enkelte rum flyder forskellig musik fra højtalerne som akkompagnement til kunstværkerne.  Derudover arrangerer hun events som foredrag, koncerter og workshops på de 1200 kreative kvadratmeter. 

 

 

”Jeg vil gerne dele dette sted med andre, og der er absolut ingen købetvang. Mange bruger det som udflugtsmål, og vi har udendørs yoga flere gange om ugen”, slutter hun..

KONTAKT

BÜRO BÜRO A/S
Adelgade 102 a
8660 Skanderborg
Tlf. 52 340 440
info@buroburo.dk
www.buroburo.dk

© 2020 INDSIGT // Produceret af BüroBüro AS