• Af Charlotte Strandgaard

Mads Walther Poulsen og Snoop fanger rotter sammen

Mads Walther Poulsen har startet egen virksomhed, hvor hans hverdag er fyldt med detektivarbejde, når skadedyr som borebiller, væggelus og ikke mindst rotter skal bekæmpes. Godt hjulpet af rottehunden Snoops næse for de uønskede gnavere.


Når 48- årige Mads Walther Poulsen tager sit arbejdstøj på, står staffordshire bullterrieren Snoop forventningsfuld klar ved døren for at tage med. Igennem ni år har den toptrænede rottehund været Mads Walther Poulsens trofaste makker, og ikke en eneste gang har hun fejlet i jagten på rotter.

- Når Snoop er med mig på opgave, er hun ligesom i en helt anden verden og bliver meget fokuseret på at finde frem til målet. Når det lykkes, skræmmer hun rotten ud og knuser den, og hun har efterhånden 300- 400 rotter og mus på samvittigheden, fortæller Mads Walther Poulsen.

Den symbiotiske duo er nu en vigtig del af hans nystartede virksomhed Snowa.

- Jeg har arbejdet med skadedyrsbekæmpelse siden 2006 i tre forskellige virksomheder, og jeg har oparbejdet så meget viden og erfaring, at jeg turde tage springet og starte egen virksomhed, siger Mads Walther Poulsen, der oprindeligt er uddannet slagter i Møllegades Slagter i Skanderborg.


Grønt fremfor gift

Nu driver han sin virksomhed fra et idyllisk landsbyhus i Illerup mellem Skanderborg og Ry, hvor blå plastikdunke med gift i gården vidner om hans erhverv. Men gift i skadedyrsbekæmpelsen er ifølge iværksætteren altid den sidste udvej.

- Det er meget vigtigt for mig at være grøn og bruge naturlige bekæmpelsesmetoder i stedet for gift, hvor det er muligt. Det er f.eks. heller ikke længere tilladt at udlevere rottegift til kunder, forklarer Mads Walther Poulsen, der elsker dét detektivarbejde, skadedyrsbekæmpelse er.

- Det fascinerende er at finde ud af hvorfor, der er kommet et angreb af skadedyr. Jeg går altid i dialog med kunden for at komme til bunds i årsagerne. Det er ikke rotten, måren eller skægkræene, der er problemet, men årsagen til at de er kommet, og ni ud af ti gange finder jeg den, siger Mads Walther Poulsen.

Det kræver kendskab til de enkelte skadedyr og deres vaner, og det gør faget til lidt af en videnskab.

Rottebekæmpelse er Mads Walther Poulsens yndlingsopgave – ikke mindst på grund af det tætte samarbejde med Snoop, men der står masser af andre specialopgaver på hans cv. I hans første måneder som selvstændig har han især rykket ud til problemer med myrer, borebiller, møl og duer.

- Jeg er også specialist i væggelus, men de har været i nedgang på grund af corona, da de jo typisk er et problem på hoteller og vandrehjem. Væggelus er ellers et stort og voksende problem, og personligt vil jeg hellere have en rotte i mit hus end væggelus, siger Mads Walther Poulsen, der griber til varme- eller kuldebehandling af senge og paneler, når han skal bekæmpe et angreb af de blodsugende kræ.

- Alle insekter er sårbare overfor varme og kulde, og i øvrigt er væggelus resistente overfor den gift, der findes.


Rykker ud 24/7

Mads Walther Poulsen har autorisation i at bekæmpe rotter – og gør det gerne for både virksomheder, private og kommunen – uanset tidspunktet på døgnet.

- Snoop og jeg er ofte ude om natten, og vi er begge oppe at køre, når vi tager afsted. Kunderne bliver altid rigtig glade, for ofte har de været bange for rotten, siger Mads Walther Poulsen, der kun en enkelt gang har oplevet, at en truet rotte ville angribe ham.

Til gengæld har Snoop adskillige bid fra rotter efter de efterhånden mange togter. Det specialiserede team har endda været i Schweiz og Tyskland for at fange rotter, og er blevet brugt af fødevaremyndighederne, når en butik har været under mistanke for rottebesøg.

Men rottebekæmpelsen er mere end hundearbejde.

- Jeg laver også bygningsgennemgange, røgprøver i kloaksystemer og tjek af rottekasser, supplerer han.

Mads Walther Poulsen håber på, at Snoop har tre til fire gode år tilbage som en skarpsnudet rottehund.

- Jeg skal have oplært en ny hund, der kan overtage jobbet, når Snoop skal på pension. Hundene kan det jo allerede i kraft af deres fantastiske snude, men det er jo samspillet med teknikeren, der er afgørende for, hvor godt missionen lykkes, siger Mads Walther Poulsen.

Og med samarbejdets succesrate og Snoops aktier i arbejdet, er virksomhedens navn også en sammentrækning af teamets navne – nemlig Snoop og Walther.