• Maria, VELKRO

Ta’ en bid af Frankrig, midt på Adelgade i Skanderborg

Midt på Adelgade ligger ‘Café Noisette’, som ejes og drives af ægteparret Maiken og Chris. Café Noisette åbnede 2. marts sidste år og mindre end 14 dage senere, måtte de lukke ned sammen med resten af Danmark. Der skulle heldigvis mere end to lock-downs til at slå ægteparret ud, og i dag er der liv og glade kunder i caféen. Chris og Maiken er dybt taknemmelige over den kæmpe opbakning, de har fået fra byens borgere i Skanderborg.

Tid, stemning og gode råvarer

Når du træder ind ad døren på Adelgade 90 i Skanderborg, bliver du mødt af tonerne af dæmpet fransk musik og duften af friskmalet kaffe og nybagte croissanter. Det er som at træde ind af døren til en café i Sydfrankrig - en autentisk oplevelse, hvor du får følelsen af, at der er masser af tid. Tid til dig og tid til at lave din mad fra bunden med gode råvarer.


Det er ikke lige til at se eller mærke, at cafeen har haft en noget turbulent start; der er masser af kunder i cafeen og Chris, Maiken og resten af personalet gør sig umage med at give en personlig og ærlig betjening.


Spørger du dem ind til historien bag deres eventyr, lyser deres øjne af stolthed og begejstring.


Langt fra Knorrs pulver-bearnaise

Selvom ‘Café Noisette’ er ny i Skanderborg, så har Maiken og Chris drevet café i mange år. I 2005 åbnede de ‘Café Noisette’ på Grønnegade i Horsens, som stadig kører med stor succes. På menukortet finder du typiske franske retter som kaninlår, Tartines, omelet, Croque Madame og Bouillabaisse. Og lige netop Chris’ Bouillabaisse har været på Noisettes menukort i 16 år, og er en af deres bedst sælgende retter.


En anden storfavorit på menukortet er deres madpandekager, som du kan få fyldt med lækre råvarer. Madpandekagerne er lavet på boghvedemel, som de selv importerer fra Frankrig et par gange om året.


På Café Noisette ved alle ansatte, hvilke ingredienser retterne på menukortet består af ned til mindste detalje, for de laver alt fra bunden. Alle dressinger er lavet med friske æg og krydderurter - og det er Bearnaise-saucen naturligvis også:


“Mange ved slet ikke, hvordan en hjemmelavet Bearnaise-sauce smager, for de er vant til Knorrs pulver-bearnaise eller de færdige fra supermarkedet”, fortæller Chris og fortsætter: “Vi oplever, at mange kunder med fødevareallergi kommer igen, fordi vi præcis ved hvad der er i maden og ikke først skal tjekke en varedeklaration - og det giver en tryghed.”


Fra Michelin-restauranter til Adelgade 90

For 21 år siden rejste Maiken med sin søster til Paris for at arbejde som servitrice på en restaurant. Her mødte Maiken den sydfranske Chris - en dygtig kok, der havde rejst i store dele af verden og arbejdet på flere Michelin-restauranter. De forelskede sig, og Maiken besluttede sig for at flytte til Sydfrankrig med Chris. Her fik de deres første barn, Bjørn.


Fem år senere trak livet, mulighederne og familien i Danmark så meget i parret, at den lille familie flyttede til Danmark med drømmen om en dag at åbne en fransk café. Allerede samme år fandt de de helt rigtige lokaler og åbnede deres café på Grønnegade i Horsens.


Chris og Maiken har i flere år grundigt undersøgt markedet og mulighederne for at udvide succesen og åbne en fransk Café i Skanderborg også. Maiken fortæller: “Vi har altid godt kunne lide Skanderborg og vidst, at der var plads til en fransk café. Skanderborg er en smuk by med mange muligheder og god beliggenhed, og det har altid undret os, at der ikke har været mere café- og restaurantliv i byen”.


Men en dag fik de en opringning fra en bekendt. En bygning midt på Adelgade var sat til salg, og det kunne være de perfekte lokaler til endnu en ‘Café Noisette’.

Ægteparret forelskede sig i mulighederne, beliggenheden og lokalerne med det samme - og det samme gjorde banken heldigvis også!


De overtog den hyggelige grå bygning på 3 etager 1. oktober 2019 og fik i løbet af 6 måneder istandsat stueetagen, der tidligere havde været en tøjbutik, til den hyggeligste café med køkken og stor terrasse mod søen.


I dag sætter de nyrenoverede intime lokaler med de rå murstensvægge, bløde stole og behagelige belysning rammerne for familiemiddage, veninde-snakke, et spontant spil petanque med et godt glas vin og livets store fester.


Stor opbakning og godt sammenhold

Under nedlukningen oplevede Café Noisette en kæmpe opbakning fra borgerne i Skanderborg, der bestilte take-away og gavekort. Den store opbakning betød også, at ægteparret måtte løbe ekstra hurtigt, da alt personale var hjemsendt for en periode.


Chris og Maiken ser restauranten og deres ansatte som en lille familie, og derfor betød det meget for de to ejere, at de kunne beholde dem alle under nedlukningen. Her mødtes de jævnligt i cafeen for at lave mad sammen, snakke osv. “En stor del af vores ansatte er unge mennesker, som bor alene og følte sig meget isoleret under nedlukningen. Derfor var det ekstra vigtigt for os, at holde fast i sammenholdet”, siger Maiken.


Da Café Noisette endeligt måtte åbne igen, var det en stor forløsning for ægteparret og personalet. Chris fortæller: “Jeg husker, da jeg stod i køkkenet, efter at vi måtte åbne igen. Duftende og lyden af vinflasker, der blev åbnet - det var fantastisk og et stort øjeblik for mig.”


Chris og Maiken glæder sig til at kunne sætte rammerne for gode oplevelser, når du kommer forbi til en kop kaffe og en let frokost, et spil petanque eller en tre-retters menu med franske vine, som Chris har udvalgt til dig.

Vil du også have en lille bid af Frankrig? Så besøg Café Noisette:


Åbningstider

Man. - tors.: kl. 10-20.30.

Fre. - lør.: kl. 10- 21.

Søndag kl. 10-16.


Café Noisette kan også bookes til mad ud af huset, lejes til konfirmationer, barnedåb, familiefester osv.