SafeSurface

SKYDER CORONA MED
GRØNNE PISTOLER

Stilling-firma er med helt fremme i våbenkapløbet  mod coronapandemien.

Scener fra firser-kultfilmen Ghostbusters dukker op på nethinden under besøget på virksomheden SafeSurface på Industrivej i Stilling. 

 

Dog går den vilde jagt ikke på spøgelser, men derimod på ligeså usynlige organismer som vira, bakterier, svampe og sporer.

 

Direktør og ejer Mikkel Hyldborg Lund og marketingchef Marcus Dall Overgaard er sammen med resten af den unge virksomhed bevæbnet til tænderne. Med effektive grønne pistoler ladet med desinfektionsvæske tilsat strøm – et produkt, der har betydet et liv efter coronaen for mange fitnesscentre, forlystelsesparker, golfklubber, restauranter og daginstitutioner.

 

”Det er ret magisk, for pistolen sprøjter ikke bare væsken ud. Den tilfører den en positiv spænding, der får væsken til at klæbe til alle overflader”, siger Marcus Dall Overgaard og demonstrerer hvordan bagsiden af en ske også tiltrækker desinfektionsvæsken.

 

Faktisk påfører pistolerne så godt, at SafeSurface har opnået den højeste norm indenfor påføring af desinfektionsmiddel.

 

”Vi har fået en EU- certificering, der er lavet af teknologisk institut, og vi er de eneste der har papir på, at vores pistoler dækker overfladen effektivt – også på ellers svært tilgængelige steder”, siger Marcus Dall Overgaard.

 

Og når det kommer til væsken, er det heller ikke tilfældigt, hvad der kommes i pistolen.

”Der er meget dårligt kemi derude. Vi bruger kun væsker, der er biologisk nedbrydelige og helt uden klorforbindelser. I vores desinfektionsvæsker er 99 pct. vand og kun 1 pct. aktivt stof. Vores produkter er endda godkendt til overflader, der kommer i kontakt medfødevarer”, forklarer Mikkel Hyldborg Lund.

 

 

En vild rejse

 

I det tidlige forår var Mikkel Hyldborg Lund, der også er ejer og direktør bag rengøringsfirmaet Flexservice hurtig til at se, hvad den nærmeste fremtid ville kalde på. Firmaet led selv under coronaens lammelse af samfundet og stod til at skulle fyre 7-8 ansatte.

 

”Vi var tvunget til at kigge fremad og til udlandet for at forny os, hvis vi ikke skulle afskedige dygtige medarbejdere”, siger han, der i stedet endte med at ansætte 15-20 nye medarbejdere i det nye firma, SafeSurface.

 

Først solgte virksomheden håndsprit, mundbind og værnemidler, men det var med den grønne pistol, at SafeSurface skød sig ind på en eksplosiv vækstkurve, der foråret igennem gav Mikkel Hyldborg Lund arbejdsuger på 80-100 timer.

 

”Det har været en vild rejse at være med på. Det har været en kæmpe udfordring at skulle bygge en organisation op og træffe så mange beslutninger på så kort tid, men nu er tingene heldigvis begyndt at stabilisere sig”, siger den 34-årige direktør, der dog er ambivalent med virksomhedens succes.

 

”Vi ved jo, at mange virksomheder har haft det svært under coronaen, og vi kommer jo også rundt med vores produkter til virksomheder i krise. Men vi glæder os over, at vi har kunnet hjælpe dem med en sikker genåbning”.

 

 

Sparer tid

 

Den grønne pistol har bl.a. gjort det lettere for personale i fitnesscentre, zoologiske haver og supermarkeder at desinficere store områder på kort tid.

 

”Det tager måske under et par minutter at desinficere en lang række med indkøbsvogne eller en væg med håndvægte. Det sparer tid for de ansatte. Vi havde bl.a. et eksempel fra en daginstitution, hvor de ansatte kunne spare 6 timer dagligt på rengøring ved at bruge pistolen”, siger Marcus Dall Overgaard.

 

Han ser et potentiale for de grønne væskepistoler inden for mange forskellige brancher.

 

”Når engang barer og diskoteker igen bliver åbnet op, vil det også være relevant at bruge pistolerne der. Med en liter væske, kan de desinficere 1.000 kvadratmeter på en time, og dermed vil det også være effektivt i institutioner, i den offentlige transport og hele fly- og hotelbranchen”, siger marketingchefen videre.

 

Marcus Dall Overgaard blev hentet ind, da ordrerne på desinfektionspistoler for alvor tog fart, og han nyder den iværksætterånd, der hersker hos SafeSurface.

 

”Man skal kunne finde energi i det kaotiske. Her er fuld fart på – og meget kreativitet ind over. Her er højt til loftet og plads til nye ideer”, siger han.

 

Og netop nye ideer er der masser af i det fremadstormende firma, der allerede har nye produkter i deres pipeline.

 

”Vi glæder os til efteråret, hvor vi kan præsentere endnu et nyt produkt indenfor desinfektion. Vi tror på, at vi kommer til at
fortsætte med at have brug for de her ting i lang tid”, siger Mikkel Hyldborg Lund.

KONTAKT

BÜRO BÜRO A/S
Adelgade 102 a
8660 Skanderborg
Tlf. 52 340 440
info@buroburo.dk
www.buroburo.dk

© 2020 INDSIGT // Produceret af BüroBüro AS